Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Hvem er vi

Børnehaven Kongerosen er en by- og skovbørnehave med 66 børn fordelt i 3 grupper og 10 fastansatte.

Bybasen er en renoveret villa i et miljø med mange muligheder etableret i gamle fabriksbygninger, Fabrikken, midt på Vesterbro.

 Vores skovbase er en stor og vild naturgrund ved skoven 4 km udenfor Ballerup. I daglig tale ”Godset”. De tre grupper på skift en uge ad gangen kører til hver dag.

Villaen i byen er funktionsopdelt i åben plan, med mange rum og muligheder f.eks. værksted, teaterrum, tumler. Vores udeareal breder sig fra en sydvendt forsænket plads. Vi har huler, grønne pletter, sandkasse og flere legesteder. I Fabrikken kan vi bruge den fælles gård, som vi deler med bl.a. Børneuniversitet, en skole som forældre og personale i Kongerosen har været med til at starte.

På Godset har vi udover naturens mange muligheder på grunden og i skoven blandt andet bålplads, jordlod til at dyrke, frugttræer og gynger. Vi har to barakker til indeliv, bl.a. med træ - værksted..

Vi vægter børn og voksnes ret til indflydelse på eget liv, børns egen leg og deres venskaber. Vores tilrettelagte aktiviteter kan ske på baggrund af børnenes eget initiativ og nysgerrighed, eller ud fra hvad vi vurderer, børnene har behov for.

Vi vægter dialog og samarbejde med forældrene som væsentlig for barnets børnehaveliv. Vi prioriterer at inddrage forældrene i forskellige aktiviteter i børnehaven, og forventer forældrenes engagement.

I Kongerosen er ingen fuldendt. Men tilsammen prøver vi at skabe et udviklende miljø for både børn og voksne.

Børnehaven er selvejende og fyldte den 6. Oktober 2022 100 år, og har derved en lang forhistorie.

 

Dagens gang

Hverdag, tider, faste aktiviteter - og møder:

7.15 - Børnehaven åbner. Der er morgenmad, te / kaffe til jeres børn og jer indtil kl. 8.45.

9.00 - Skal Godsbørnene senest møde inde i børnehaven og være klar til at gå ”op til lågen”.

10.00 - Seneste normale mødetid for børnene i byen, med mindre andet er aftalt.

I Kongerosen skal børnene selv have madpakke med, da Kongerosen har fravalgt madordningen. Børnene må spise, når de har lyst og er sultne - gerne af flere omgange. Madpakken spises i spise-alrum eller i køkkenet, hvor der altid er kander med vand på bordet og en fra personalet tilstede. Barnet skal rydde op efter sig, stille brugt kop ud i køkkenet og resten af madpakken i køleskabet. Ordningen fungerer fint og erfaringerne viser, at børnene er gode til selv at administrere den og vi er naturligvis opmærksomme på om alle børn husker at spise i løbet af dagen. De børn der skal sove til middag, bliver samlet kl.11.30, for at spise madpakker.

13.30  Begge hjemmegrupper holder samling, gennemgår resterne i madpakkerne og spiser frugt og rugbrød.

15.00 - Kommer Godsbørnene hjem.

17.00 - Børnehaven lukker.

Fredag lukker børnehaven kl.16.00.

Hver uge:

Tirsdage 11.30 – 12.30 og torsdag 12.00 – 13.00,

Idræts fabrikken. Børnehaven har lejet salen. Normalt har de to hjemmegrupper hver deres time i Idrætsfabrikken.

Godset, hverdage 9.00 - 15.00 (barnet skal være i børnehaven senest 9.00). Der findes separat Godskalender, der laves for et halvt år ad gangen, med oversigt for hvilke uger grupperne skal på Godset. Den er at finde på hjemmesiden.

Mandage 16.00 – 17.00. Personalemøde eller gruppemøder. Denne dag bliver børnehaven åbnet og lukket af de to faste vikarer. Forældrene opfordres til helst at hente deres børn inden kl. 16, hvis de har mulighed for det. Mandage i Kongerosen er afsat til mødeaktivitet. Der hænger et ugeskema på opslagstavlen ved pulten i spise- alrum med personalets arbejdstider, fridage, eventuel deltagelse i kurser, sygdom m.v.

I kalenderbogen på pulten fremgår også om der er sygdom blandt personalet og om eventuel mødeaktivitet i løbet af en dag. Kalenderbogen er opdelt, så meddelelser fra forældre vedrørende særlige omstændigheder i forbindelse med at barnet hentes m.v. skrives øverst, og nederste del er reserveret til personalemeddelelser.

Indkøring

Med hensyn til indkøring aftaler I nærmere med personalet i den gruppe, hvor jeres barn starter. Hvordan indkøringen bedst kan forløbe er individuelt fra barn til barn, også i forhold til jer og de muligheder, som I har for at indkøre jeres barn. Men vi opfordrer jer generelt til at afsætte de første par dage til indkøringen. Starter jeres barn i en uge, hvor gruppen skal på Godset, skal I regne med hele dagen, med mindre I selv har mulighed for at arrangere transport til Godset.

Afsked

Det er vigtigt for barnet og jer, at I får sagt ordentligt farvel til hinanden, når I forlader jeres barn i børnehaven. Personalet er behjælpelige med dette, hvis I og jeres barn har behov for det. I spisealrummet hænger en tavle med billeder af hver medarbejder i personalegruppen.

 

 

Børnehaven Kongerosen

Valdemarsgade 10, 1665 V

33 86 10 50

kongerosen@mail.dk

Udflytterdelen Godset

Fuglehavevej 122, 2750 Ballerup

30 60 56 05